Mit "psykiatriske CV" :) - om man vil :)

Lidt om min forhistorie - mit ”psykiatriske CV” om man vil 😉

Fra 1992 til 2008 har jeg været tilknyttet psykiatrien og/eller forskellige behandlingsmetoder, på den ene eller den anden måde.

Jeg fik min første psykolog i 1992, - det hjalp mig ikke noget, for jeg kunne kun sige ”det ved jeg ikke” den gang. - Siden hen lærte jeg så at sige, alt det, jeg kunne mærke de forskellige psykologer og terapeuter og behandlere ”ønskede” at høre.  

Mange år efter blev det så ”diagnosticeret” af en anden psykolog, som at jeg intellektualiserede, og distancerede mig selv, og et andet ord jeg ikke lige kan huske. 🤨 😀 😉
Jeg tænker, at når man er et sensitivt væsen, kan man altså ikke bare sådan overleve på de psykiatriske afdelinger, uden som minimum at overtage nogle ekstra symptomer, eller forsvarsmekanismer. - Og mig der altid har været som et spejl, jeg tog jo farve af lidt af det hele. - Det blev en god mudret blanding, skulle jeg hilse og sige 😲

Jeg blev indlagt første gang på en psyk. afd. i 1993 som 17 årig, hvor jeg var indlagt knapt et år.
Efter første udskrivelse gik der ikke lang tid før jeg blev indlagt igen, og sådan fortsatte årene så, ind og ud af sygehuset, - jeg blev ret hurtigt en såkaldt "svingdørspatient", ligesom så mange af de andre var det.  

I mine perioder udenfor sygehuset havde jeg en støtteperson tilknyttet, - og jeg var en af dem de fik mest løn for at have, for jeg var en af de mere ”vanskelige”  - Det kunne så bekræfte mig lidt i min betydning, når nu ikke rigtig der var så meget andet der kunne det 😲

I 1999 kom jeg på institution, eller et psykologisk/pædagogisk opholdsted blev det vist kaldt. Der var jeg et halvt år, - og der fik jeg stemplet - uden for pædagogisk og psykologisk rækkevidde.
I 1999 fik jeg også at vide, at den spiseforstyrrelse jeg havde, var kronisk, - og derudover fik jeg borderlinediagnosen. 

I 2000 droppede jeg helt ud af psykiatrien, for jeg havde mødt en NLP-terapeut, der mente at kunne helbrede mig ret hurtigt, for NLP er effektivt.
Hun havde sammen med sin mand købt en gård hvor de ville åbne et behandlingssted for mennesker med spiseforstyrrelse. Og jeg kunne bare flytte med hvis alt andet glippede, - og det gjorde alt andet.
Jeg sagde nej til at flytte til et nyt psykologisk/pædagogisk opholdsted, - synes ligesom ikke jeg havde mod på det igen.
Og jeg ophørte med den behandling jeg på daværende tidspunkt var tilknyttet ambulant, - der havde jeg jo alligevel også fået at vide jeg var kronisk, - sååh - hvad havde jeg overhovedet af fremtidsudsigter? - ligesom ingen. Ja, og så skulle man jo tro, at det ikke kunne blive meget værre, - men det kunne det, skulle jeg hilse og sige, - også i den grad 😮

- Lad mig sige det kort, psykiatrien måtte "samle mig op" efter min tid med NLP, - og NLP - det bliver aldrig i mit liv noget jeg nogensinde kommer til at beskæftige mig med igen, - det er da 100 % sikkert, for det blev jeg da godt nok dårlig af 🤒  på en anden måde end jeg lige havde prøvet før.

- Men til NLP'ens forsvar og de mange dygtige terapeuter der sikkert også er, vil jeg lige sige, at hende terapeuten jeg oplevede, hun videreudviklede altså NLP'en, som hun selv sagde, på sin egen måde. - Og det var så en videreudvikling, der fik konsekvenser for mig kan man vist roligt sige, - i hvert fald udviklede den ikke ret meget andet for mig, end angst og paranoia, og så en masse arbejde for de ansatte på det psykiatriske støttecenter jeg efterfølgende blev tilknyttet. 

Nå men jeg lærte da i den periode hvem jeg i hvert fald ikke er, - og det er i grunden et meget godt udgangspunkt. - Man er nødt til for at kunne erfare visse ting, at kende til det modsatte, - ligesom, hvis ikke man ved hvad f.eks. kold er, hvordan skal man så kunne vide og genkende hvad varm er? 🤨 🙂
 
Det støttecenter der "samlede mig op" efter mine år med NLP, var jeg tilknyttet fra 2002 til 2006. I de år havde jeg meget svært ved at fungere blandt andre mennesker, og i det hele taget bare fungere blandt mig selv, og alle de ”skygger”, der hele tiden forfulgte mig, og prøvede at overtage mig. 
Jeg var dybt afhængig af mine kontaktpersoner, og jeg ved ikke hvordan jeg skulle have overlevet uden dem. Men der skete så nogle ting, som der jo nogen gange gør mellem mennesker, og noget gik i stykker, og det var der i den forbindelse, også noget der gjorde inden i mig.
Men det førte så siden hen til den indlæggelse i Svendborg, hvor jeg jo så stiftede bekendtskab med Åben Dialog første gang. - Så der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikke også er godt for noget 🙂
- (det er altid så nemt at sige her bagefter) 🙂

De 4 år hvor jeg var tilknyttet det støttecenter, var mine primære nære relationer, endnu mere udpræget end de tidligere år, mennesker, der fik penge for at have med mig at gøre.
- Og det er bare ikke specielt fordrende for selvværdet på sigt, har jeg siden hen erfaret 😥

Mens jeg også var tilknyttet det støttecenter, var jeg af og til indlagt. Korte indlæggelser vel at mærke, meget korte indlæggelser. For det sted jeg blev indlagt havde tilsyneladende en eller anden modstand mod mennesker med borderlinediagnoser. - Det føltes meget sådan, og i hvert fald havde de mere travlt med at få mig udskrevet igen, frem for at hjælpe mig til at få det bedre, så det føltes ansvarligt for mit eget vedkommende også.
Jeg ved ikke om de var bange for, at jeg skulle slå mig ned som fast inventar, eller et eller andet 😲 - Men det er vist meget generelt og normalt at mange ansatte kan have det sådan i forhold til borderlinepatienter 😉

Uanset, så forværrede det hele min tilstand, at presse mig og forsøge at forcere tingene, - forsøge at få mig til at tage ansvar for mig selv og mit liv ud fra en dagsorden de fastsatte, og som i princippet intet havde med mig at gøre. - Og selv kunne jeg ikke så meget andet end reagere på det hele, igennem, ja mine symptomer. - Og det gav jo blot endnu mere fokus på mine symptomer. - Og at ignorere er altså også en form for fokus 😲

Den hjælp jeg er blevet forsøgt givet under indlæggelser, har aldrig rigtig understøttet mig og mine behov, - men har mest af alt været på præmisser de professionelle fastsatte for mig. Og bedring på den måde, formåede jeg simpelt hen ikke at leve op til. Det førte mig blot endnu længere ind i patientverdenen. -  Og det var jo nok egentlig ikke lige meningen 🤨

Jeg er så samtidig med sikker på, at alle de professionelle jeg har mødt undervejs, virkelig har forsøgt at hjælpe mig på bedst mulig vis. Jeg tror på alle gør hvad de gør og kan, ud fra de bedste intentioner, og ønsker om at hjælpe, - at det så ikke altid er nok, er jo noget andet, og det kan man ikke klandre eller bebrejde nogen for. Og det har jeg så heller ikke noget behov for, intet af det jeg skriver skal opfattes som anklager på nogen mulige måder. - Det er egentlig blot konstateringer, og så en del af den mere uindpakkede virkelighed, som jeg har oplevet den.

På trods af de bedste intentioner igennem alle årene, fik jeg det altså først bedre, da jeg igennem Åben Dialog oplevede, at det var mig som menneske der blev set og hørt og taget alvorligt, - behandlet og inddraget ligeværdigt i min egen behandling og dermed også i mit eget liv.

Det er så ikke sådan, at jeg ikke også er blevet set og behandlet menneskeligt undervejs før mit møde med Åben Dialog, det er jeg absolut af rigtig mange. Men bare ikke på en måde, der også kunne flytte noget for mig, sådan mere varigt.
Der har hele tiden været en kløft, en barriere, en afstand, der hindrede mig i at blive nået helt, og i at nå ud til dem der forsøgte at nå mig. Eller også er der sket det, at jeg på en eller anden måde er ”krøbet for langt ind under huden” på dem, der havde med mig at gøre, - så de til sidst måtte ”efterlade” mig for at passe på sig selv, - skabe en afstand, jeg følte jeg stod alene tilbage med konsekvensen af, og som jeg aldrig helt forstod, men altid reagerede meget voldsomt på.

I 2006 blev jeg jo så indlagt på psyk. afd. P1 i Svendborg, - til mit held var der ikke plads på den lukkede, hvor jeg ellers plejede at komme hen. Det blev min redning, for her blev jeg jo så præsenteret for Åben Dialog, og hele mit liv ændrede sig.

Jeg var indlagt i 4 måneder, og fortsatte næsten et år med ambulante samtaler. Derudover flyttede jeg væk fra det støttecenter jeg var tilknyttet, og blev tilknyttet et andet. Og der var jeg ca. i halvandet år, indtil jeg følte mig klar til at stå på helt egne ben. - Og de ben står jeg såmænd på endnu, - og gå på dem gør jeg også 🤩  😎 😉 😀 🙃
Jeg lever nu, som mig, - livet greb mig, og nu griber jeg det, - hver evig eneste dag. - Jeg er så glad for jeg findes 🙂 😀 🤩

I 2015 (tror jeg nok) blev jeg indlagt i Roskilde på Fjorden, og det har jeg skrevet mere om hvis I klikker ind på siden Her hvor jeg er nu... Den side beskriver mere om hvor jeg i det hele taget er i mit liv nu...

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Mie | Svar 02.01.2018 23:18

Kære My. Der står intet om din indlæggelse på Roskilde for nogle år tilbage? Hvad skyldes det? De bedste hilsner

My 03.01.2018 13:01

Kære Mie det er fordi jeg har skrevet om indlæggelsen i Roskilde under siden Her hvor jeg er nu ~ mente også jeg havde skrevet noget om det. kærligst My

My 03.01.2018 08:46

Kære Mie
Tak for du skriver og spørger... ~ det er simpelthen fordi jeg ikke har haft overskud til at opdatere hjemmesiden endnu, det kommer
Kh. My

Camilla | Svar 24.07.2013 20:12

Hej Pernille. Din historie rører mig. Tak fordi du deler.

birgit karmark tjalve | Svar 12.11.2011 23:38

hej min søde Pernille - det er din ven Birgit tj. calling håber at alt vil give dig alt det gode som du ikke fik da du var yngre, for det fortjener du.

Anne Marie Jensen | Svar 03.10.2011 22:32

Hej Pernille.
Alletiders gode side... vi ses når vi skal ud at ride

ulla runchel | Svar 24.08.2011 10:24

Kære Pernille
Tak fordi du deler dit liv med os, med åbent sind og hjerte...kæmpe krammer , selv det umulige er MULIGT. Kh .

Jeanette | Svar 28.04.2011 22:48

Dejligt at læse din historie..
Hjertekrams til dig<3<3<3

Pernille 30.04.2011 00:30

Tak søde dig <3

birgit k. tjalve | Svar 18.11.2010 23:25

Kære pernille
Du er sådan en god og ærlig sjæl, så derfor vil du blive ved
med at nyde livet nu, for det har du fortjent
fra Birgit, knus!! fik lyst at skrive

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.11 | 12:03

Hej My.

Jeg er tilfældigt faldet over dit website, og synes du skriver på en følsom og ærlig og charmerende måde. Med ønsket om ALT GODT FOR OS ALLE.

...
15.11 | 10:40

1000 tak Benedikte 💗💗💗

...
13.11 | 17:32

Hej My
Sikke en flot og interessant hjemmeside.
Vi tales ved.
Kh. Benedikte

...
08.08 | 10:41

Tak fordi du lader mig være en del af din verden <3

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE