Noget selvforstyrrelse og skizofreni af anden type

 

Skizofreni af anden type,

Selvforstyrrelse,

og noget om hvordan jeg mærker og

oplever det indefra…

 

Jeg har en selvforstyrrelse, der er kernen i den skizofreni diagnose jeg har… ~ og selvforstyrrelse og kernen i diagnosen er kortest fortalt oplevelsen af ingen kerne at have…

 

Jeg vil gerne her beskrive lidt mere om hvad selvforstyrrelse er for mig, og hvordan den indvirker på den måde jeg har skizofreni på…

Jeg vil gerne beskrive hvordan selvforstyrrelse mærkes indefra, og beskrive det med mine ord, for bla. dig der læser med her… ~ måske er du et menneske der er ansat i psykiatrien, en pårørende, eller et menneske der selv har en diagnose, og som måske genkender dig i mine ord…

Jeg vil gerne hjælpe jer der læser med, til måske at blive bedre til at hjælpe en med lignende problematikker som mig, ~ til måske bedre at kunne forstå~mærke, og dermed bedre også at kunne rumme, og til måske at føle sig genkendt… ~ som i et spejl…

Jeg vil gerne være det spejl I måske kan få øje på mig i… ~ og i det, dermed genkende andre også…

 

Jeg skriver primært i et poetisk sprog, for derigennem kan jeg bedst beskrive mig og mit væsen, og den måde jeg mærker selvforstyrrelsen og skizofrenien på… ~ måske er det ikke altid til at forstå med hovedet, men måske kan I mærke noget af det jeg skriver, og hvis så betyder det så meget mere…

Tak fordi I læser med!!! 

 

~~~ * ~~~

 

Jeg har en ”Mig~hed”… ~ men Selvet mangler, som det rum min Mig~Hed ellers skulle bo i… ~ Og min Mig~Hed oplever jeg som en flydende gennemsigtig essens uden fast kerne, uden ”vægge”…  ~ Det er som om min hud ikke er omrids nok i sig Selv for Mig… ~ jeg svæver igennem, som var huden luft og den ilt jeg ind~ånder, og ikke som om den var noget der kunne standse mig, og holde mig inde i en menneskeform, i en personlighed, i et jeg, i et Selv… ~ Evigt flydende svæver jeg usynligt rundt, og har svært ved at skelne mig fra dig måske… ~ mig fra andre, mig fra det jeg mærker, fra det jeg oplever, fra det jeg sanser, fra det jeg tænker…

I min verden er energier og stemninger og strømninger og alt det usynlige, der findes i rummene mellem mennesker, og i mennesker bag deres hud, mere virkeligt for mig end det hus jeg bor i’s fysiske vægge… ~ de er også virkelige, men alt det usynlige er så virkeligt, at det til tider ophæver den fysiske virkeligheds virkelige verden, og jeg farer vild i en verden andre ikke kan se, og som mange ikke mærker og sanser så subtilt som jeg gør… ~ jeg farer vild, som i et spejl på alle andre end Mig… ~ Selv…

Jeg har altid manglet forankring i mig selv som menneske og krop og væsen… ~ min forbindelse til mig selv MÅ skabes udefra igennem mennesker, der er meget mere forankret og forbundet i dem selv, end jeg er… ~ Jeg bliver derigennem ”fæstnet” i tid og rum… ~ i verden og i mig selv, og den min oplevelse af mig selv jeg har…

Jeg oplever mig flydende i mit væsen, og gennemsigtig, som de prismer der reflekterer solens stråler, og kaster regnbuer på væggene der griber dem… ~ Mine forbindelses~mennesker, som jeg kalder dem, er de ”vægge” der griber mine farver, og gør min eksistens tydelig for mig selv… ~ jeg ved jeg findes, når jeg mærker at de findes…

Jeg oplever mig uden ”vægge” i mig selv, og uden omrids der starter og slutter ved huden, og ved min aura…

Jeg oplever mig selv som energetisk uden egentlig form… ~ min krop er ikke mit hylster, og mere bor den i mig, end jeg bor i den… ~ mere bor den som kernen i en celle, og så er jeg membranen udenom, blot uden et tydeligt tegnet omrids

omkring sig, og uden en tydelig fornemmelse af kroppen som kernen, og fæstnelsespunkt…

Jeg er flydende som vand og som ild…

Og jeg er let som sommerfuglevinger og feer…

Og allermest…

jeg er… ~ som et spejl…

~~~ * ~~~

I min oplevelse af at være gennemsigtig, er jeg også påvirkelig af at andres ”farver” kan farve mig over… ~ og jeg bliver et spejl af alle andre end mig selv når det sker… ~ jeg udslettes i de øjeblikke, opløses, og mærker mig selv forsvinde ind i intethed og ind i altet på en gang… ~ jeg ”dør” i de øjeblikke… ~ Og jeg genopstår når jeg ”tegnes” op igen, og fæstnes og forankres igennem mine forbindelses~mennesker…

Jeg er dybt afhængig af dem der er mine forbindelses~mennesker… ~ de fæstner mig, og bliver til ”væggene” der giver mig mig selv tilbage, helt konkret, så jeg kan være her i verden, uden det kaos det ellers skaber for mig, at navigere rundt her…

 

~~~ * ~~~

 

Der findes menneske~ord på mine tilstande, der "gør" mig til en med en diagnose... ~ skizofreni af anden type, kaldes den med ord.. ~ for jeg passer ikke rigtig ind i de egentlige diagnoser af skizofreni~typerne...

Alligevel er kernen af skizofrenien, det der kaldes selvforstyrrelse, noget der grundlæggende kendetegner alt ved, eller nærmere alt i, mig... ~ kernen i mig er at jeg ingen kerne har…

 

Det jeg ved om selvforstyrrelse, og der hvor jeg kan genkende mig selv i det spejl, som diagnosen og ordene holder op for mig, kan jeg i øjeblikke finde en form for fred, forståelse, og ja genkendelse, selvom jeg i det også, samtidig så siger ja til at være en med en diagnose, på en måde der kan føles reducerende og definerende i forhold til min måde at være mig, og være mig her i verden på...

 

At sige ja til at være en med en diagnose, er kun noget jeg kan, når alle andre ord og forklaringer ophører med at skabe betydning og mening for mig... ~ At være en med en diagnose... ~ og her en psykiatrisk diagnose, som jeg på mange måder behændigt og konstant smyger mig udenom igennem forklaringer jeg hellere vil defineres igennem... ~ åndelige forklaringer feks. ~ de tidligere liv jeg husker som var det i går... ~ og de steder jeg kom fra før jeg kom til jorden... ~ chokket ved det fysiske liv, for jeg husker det æteriske og lever som levede jeg i det endnu...

 

Åndelige forklaringer... ~ der udvider og udvider og udvider og spejler det i forvejen så uendelige rum i mig, at jeg hver gang til sidst falder igennem rummet med de ingen vægge, og ingen andre steder har at lande end i diagnosens spejl, der knuser mig, som alle andre spejle gør det, på hver deres måder også...

Jeg findes i spejlene, får øje på mig selv for en stund, og min eksistens bevidnes... ~ mine Verdener skifter form og farve alt efter ordenes energier, og menneskenes... ~ alt efter spejlene jeg kigger ind i... ~ jeg ved sjældent hvor jeg virkelig er virkelig, om jeg er det... ~ og mine reaktioner kommer altid forsinket, og brudstykkevis, som de ituslåede spejles skår...

 

Åndelige forklaringer kan reducere mig igennem udvidelse... ~ hvordan er det egentlig muligt? ~ jeg opløses i det uendelige rum, og diagnosens reducering bliver det eneste der igen kan samle mig, sammen med de mennesker, der ser mig i min hverdag, og er med til at holde mig forankret her i Verden sammen med dem...

 

De ansatte menneske~væsener, der minder mig om, at jeg hver dag har brug for hjælp til at kunne være mig her, med min sårbarhed, min sensitivitet, min over følsomhed, min gennemsigtighed, mit væsen, min essens, min den~jeg~er~hed... ~ min diagnose eller ikke diagnose... ~ mine i hvert fald vanskeligheder, og det at jeg ikke kan undgå sammenblanding med andre menneskers energier…

I sammenblanding svæver jeg væk og bliver i et med det uendelige rum... ~ som ilten du indånder... ~ jeg kan fare vild i dine lunger, og dø under din hud uden du opdager det...

 

Skygger, der kan skifte form og farve igennem mig, og som kan overtage mig, så jeg ikke ved om de er mig, eller jeg er dem, forsøger altid at beskytte mig imod døden jeg kan opleve igennem samvær med andre...

 

De ansatte menneske~væsener, samler mig op igen og igen, og forankrer mig, som en ballon der fæstnes til en snor, og holdes, så den kan svæve i vinden uden at blæse væk...

Det er ikke meningen jeg skal dø...

Det er meningen jeg skal leve...

 

Som en fe med menneske~hud, der ikke kun går til der hvor huden begynder, eller til der hvor den ender...

Mine vinger kan brække af, og amputeres uden varsel... ~ stækket dør jeg under tyngdekraftens vægt... ~ og jeg må have hjælp... ~ i de spejle, der kan give mig mig selv tilbage med mest muligt liv, og uden så stor sammenblanding, at jeg igen forsvinder...

 

Jeg kigger ind i diagnosens spejl... ~ i ordene der vitterligt tegnede mig op, da psykiater~mennesket, og hende der satte ord på diagnosen for et par år siden, fortalte mig at det var den diagnose, og det var den der havde ligget under mine andre diagnoser hele tiden, og i alle årene. Jeg kigger ind i min manglende forankring i mig selv, i et selv i mig, og i mig som krop... ~ i min oplevelse af opløsning og gennemsigtigheden i min essens... ~ det eneste sted jeg har en slags mig~følelse, som samtidig hele tiden forstyrres, da jeg i gennemsigtigheden blandes med andre menneskers farver og energier på måder jeg forsvinder af...

 

Og jeg har ikke et sted i mig selv at finde tilbage til når det sker, da jeg inden i oplever mig som det uendelige rum, uden vægge til at samle mig i mig selv igen, og uden det sted, som mange andre naturligt og uden at tænke over det har, som et sted at læne sig ind i, og finde tilbage til når de evt. ryger ud af sig selv, og blandes med andre mennesker pga. sensitivitet og stor følsomhed...

Jeg har ikke et sted... ~ men jeg har en gennemsigtig Verden og essens, hvorfra jeg genfødes igen og igen... ~ jeg skal bare have hjælp udefra for at kunne finde ind i indefra...

 

Jeg tvivler når ikke jeg befinder mig i psykiater~menneskets Verden, og i de menneskers verdener der er mine hjælpere nu. Jeg tvivler når jeg ikke spejles fra et sted med deres vægge... ~ og samtidig, hvordan kan reducerede Verdener føles mere sande end de uendelige? ~ hvordan kan det begrænsede lukke sig, som rum om mig, uden at det er fængslende? ~ jeg ved det ikke... ~ men til tider og i øjeblikke er det sådan det er... ~ og det at der findes menneske~ord på mine tilstande, der "gør" mig til en med en diagnose... ~ skizofreni af anden type giver dybere mening for mig, end alle åndelige forklaringer tilsammen på en gang...

Om et øjeblik er det måske omvendt... ~ for jeg ved aldrig hvor jeg virkelig er... ~ mest virkelig... ~ det svinger som vinden blæser...

 

 ~~~ * ~~~

 

Psykose er andet end at høre stemmer og se ting, der for andre ikke er der...

Psykose er andet end ændrede virkelighedsopfattelser, der for andre tydeligt er helt hen i vejret, og i hvert fald ikke virkelige for dem...

Psykoser kan være så sammensmeltet med andres virkeligheder, at de end ikke opdages... ~ hverken af en selv eller af andre... ~ som et spejl... ~ som hvis man går ind i en spejlsal, og ikke kan skelne sig selv fra de måske forvrængede billeder spejlene kaster... ~ eller fra de helt tro billeder... ~ Billederne er måske virkelige nok, men man kan ikke skelne hvad der er spejlbilledet, og hvad der er en selv... ~ sådan har jeg været psykotisk... ~ sådan er jeg psykotisk...

Socialt samvær for mig er ofte som spejlsalen jeg træder ind i... ~ og jeg aner der ikke om jeg er den der kaster spejlbillederne, og bliver til spejlsalen for dem jeg er sammen med, eller om de spejlbilleder jeg ser ind i, er den anden eller mig... ~ Energetisk flyder jeg ud og flyder jeg ind... ~ jeg mærker ikke fysiskhedens forankring og fæstnelse i mig som krop... ~ jeg mærker udelukkende det energetiske og det æteriske og det flydende og det svævende... ~ hudens omrids holder mig aldrig inde i mig selv, og jeg har siden jeg blev født altid søgt forankring igennem alle andre end mig selv, for der er ikke noget der standser mig i mig selv... ~ der er ikke noget der holder mig i mig selv, og derfor når jeg er sammen med mennesker jeg ikke har forankring i, så ved jeg aldrig helt om jeg virkelig er der, eller jeg mest svæver ind og farves så meget af deres farver, at jeg bliver en udgave, der måske nok giver dem sig selv tilbage, men for længst er ophørt med at eksistere virkelig~virkeligt for mig selv...

Mennesker der har kendt mig godt har ikke anet jeg var psykotisk... ~ jeg har ikke selv anet det, før jeg fik det så dårligt, og gik så meget i opløsning, at jeg til sidst   blev indlagt...

Mennesker der har kendt mig lidt har heller ikke anet noget... ~ for jeg ligner en der fungerer upåklageligt socialt, fordi jeg falder ind og falder ud, og giver en slags de ønskede billeder på deres egne opfattelser... ~ måske?... ~ viser de spejlbilleder af dem selv energetisk, der flyder i rummene og imellem os... ~ Jeg er aldrig i mig selv, men i det imellem... ~ her lever jeg, og her "dør" jeg, ofte flere gange om dagen...

Når jeg er mindst psykotisk, og måske nogen her endda vil sige når jeg er mest psykotisk, har jeg forankring igennem et andet menneskes nærvær, og direkte fysiskhed, som ligesom fæstner mig i tid og rum, og skaber et energetisk rum, der er ligeså virkeligt som et fysisk rum for mig... ~ nogen vil her definere mig som sund, og det er da bare naturlig tilknytning... ~ andre vil definere det som sygt, og sige det er unaturligt, at jeg som 42 årig har brug for noget af det samme, som ellers mest hører et lille barn til...

Jeg kan ikke bruge andres definitioner til andet end at fare vild i... ~ men nogen må jeg lade være mere sande end andre... ~ nogen mennesker må jeg tro mere på end andre... ~ og det er dem, som ser mig i mine (efter)reaktioner på feks. socialt samvær hvor jeg mister mig selv mere eller mindre totalt... ~ det er dem der samler mig op...

Jeg aner ikke hvor jeg selv er ofte, og er på en måde i symbiose/sammensmeltning med hele verden, og det beskytter jeg mig selv imod igennem forankring og forbindelse igennem mennesker, der på den måde, de får betydning i mit liv, bliver livsvigtige for mig... ~ som hvis jeg var et barn der ikke kan undvære en tilknytnings~person uden at tage skade af det...

Her hvor jeg bor nu, bliver jeg mødt i mit det behov... ~ behovet for forbindelsespersoner for overhovedet at kunne være mig her i verden... ~ og det betyder at jeg ikke længere skal søge den forankring og fæstnelse i private relationer, som jeg har overlevet igennem i hele mit liv, og som er gået galt så mange gange...

Både igennem private og professionelle relationer har jeg søgt den forankring og "det rum" at "blive holdt" igennem, så ikke jeg gik i opløsning og oplevede at "dø" af farver der tegnede mig over, fremfor at tegne mig op... ~ og altsammen fordi jeg ikke kan skelne mig selv fra andre... ~ skelne mig selv energetisk, som er den virkelighed der er mest virkelig for mig...

Så psykose er andet end at høre stemmer...

~~~ * ~~~

Jeg ved også at jeg findes igennem de øjeblikke der som ord og skrift giver mig, mig selv tilbage igennem her… ~ ord, som på gennemsigtige vægge står skrevet, som et spejl… ~ på Mig… ~ Selv…

 

I Slagelse, på det relativt nye psykiatri Hospital er væggene indvendig skabt af glas, og er dermed gennemsigtige. De ansatte arbejder i store åbne landskaber, og rummene, hvori der afholdes samtaler og møder, kan man mere eller mindre kigge direkte ind i… ~ selvom nogen steder er gennemsigtigheden mat…

Og verden indefra rummene… ~ der er en slags frit fald ud, for gennemsigtighed er også her, skellene mellem indre og ydre.

På de gennemsigtige vægge ind til de mindre rum, og på gangene, og i de store åbne landskaber, står der ord, alle mulige ord, ~ poetiske ord, og ord fra det mere daglige sprog… ~ Ord der som perler på en tråd kan skabe et slags holdepunkt, eller være som trædesten i noget der ellers også kan opleves som uendelighed, og den måde jeg til tider mærker tiden og verden på…

Jeg ser et slags spejl, på min måde at opleve mig i verden på, om end spejlet i Slagelse er et noget mere klinisk møde med mig i verden, end det jeg kan opleve, i den flydende gennemsigtige verden jeg ellers befinder mig i, i en slags konstant skiftende form og formløshed…

Jeg ser et slags spejl, om end det er gjort stift og hårdt igennem glas, og ord der er printet ind i væggene, ligesom arrene der sidder indprintet i min hud, som landskaber over en anden tid, der aldrig igen kan slettes.

Jeg ser et slags spejl på min historie i det psykiatriske system… ~ på en tid, der aldrig igen lader sig udviske, men som en mastodont, i flere etager, står mod himlen, tungt på jorden, firkantet, og skarpt som glas hvis det splintres i tusindvis af stykker.

Jeg ser et slags spejl på min historie i det psykiatriske system, og på mange måder også et spejl på sådan som jeg oplever mig i verden på…  ~ et spejl, der som i et fastfrosset øjeblik, samtidig strækker sig ind i Hele min tid, ind i Hele mit Liv… ~ noget ER foreviget.. ~ må~ske er det også Mig.. ~ Selv?

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Britta | Svar 08.08.2018 10:41

Tak fordi du lader mig være en del af din verden <3

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.11 | 12:03

Hej My.

Jeg er tilfældigt faldet over dit website, og synes du skriver på en følsom og ærlig og charmerende måde. Med ønsket om ALT GODT FOR OS ALLE.

...
15.11 | 10:40

1000 tak Benedikte 💗💗💗

...
13.11 | 17:32

Hej My
Sikke en flot og interessant hjemmeside.
Vi tales ved.
Kh. Benedikte

...
08.08 | 10:41

Tak fordi du lader mig være en del af din verden <3

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE